Danske Bank ved Holmens Kanal i København. Foto: Danske Bank A/S

På Holmens Kanal i København ligger hovedsædet for Danske Bank. Det er Danmarks største bank, der betjener privatkunder og en væsentlig del af erhvervslivet og offentlige institutioner med ind- og udlån, investering, formuepleje, leasing, værdipapirer, valutahandel, realkredit, pension og forsikring.

Danske Bank ejer også Realkredit Danmark, ejendomsmæglerkæden Home, Danica Pension og en række udenlandske banker med aktiviteter i blandt andet Sverige, Norge og Finland.

Lige siden 1928 har der været en tæt forbindelse mellem Mærsk-koncernen og Danske Bank.

Stiftelsen af Landmandsbanken

Den 5. oktober 1871 stiftedes Den Danske Landmandsbank i København af en kreds af datidens førende grosserer og fabrikanter. Aktiekapitalen udgjorde da 2,4 millioner rigsdalere, og som den første københavnske bank opbyggede Landmandsbanken et landsdækkende net af filialer.

Bankens ledelse lå fra begyndelsen i Isak Glückstadts kyndige hænder, og sønnen Emil Glückstadt tog over ved faderens død i 1910. Han kvitterede for tilliden ved at gøre Landmandsbanken til Skandinaviens største og blev en internationalt anerkendt finansmand ved sin medvirken i opgaver af såvel politisk som finansiel karakter.

Usund spekulation under Første Verdenskrig

I tiden omkring Første Verdenskrig spredte en usund spekulation sig på fondsbørsen.

Aktier blev drevet op i kunstigt høje kurser, og overalt i det danske erhvervsliv lod folk på betroede poster sig rive med i dansen om guldkalven. Der blev tjent mange penge, men kursgevinsterne forsvandt lige så hurtigt i årene efter krigen. Resultatet var en decideret finansiel nedtur, hvor også Landmandsbanken fik betydelig tab på sine udlån.

En bank hviler i sit væsen på tillid til systemet. En stabil aktiekurs, der hverken er for høj eller lav, stod derfor højt på de fleste bankers ønskeseddel. Datidens banklov forbød ikke kurspleje, men det blev lovpligtigt at notere beholdningen af egne aktier i årsregnskabet. Det problem løste Landmandsbanken ved at oprette støtte- og dækkonti, der kunne sløre ejerskabets egentlige omfang. Samtidig ydede banken lån på særlige vilkår til vekselerer, der købte dens aktier.

Problemerne blev ikke mindre, da den ny banklov fra oktober 1920 fastsatte, at banker højst måtte eje 10 procent af egne aktier. Samtidig skulle en bankinspektør – forløberen til Finanstilsynet – fremover føre tilsyn med bankerne. Med den nye banklov fik Landmandsbanken brug for en konstruktion, der kunne holde hånden under aktiekursen og forhindre kollaps under de dårlige udenlandske konjunkturer, stigende tab fra store kunder og rygter om kurspleje.

Banken stod over for et presset marked med et enormt dagligt udbud af bankens aktier. Opkøb betød udhuling af bankens likviditet, men hvis ikke banken købte, ville aktiekursen dykke. Bankens direktion oprettede da Syndikatet af 10. november 1921, der via et net af stråmænd og dækselskaber opkøbte aktier i Landmandsbanken for 30 millioner kroner med lån i Nationalbanken.

Banken garanterede de formelle ejere mod tab via skuffekontrakter. Ved udgangen af 1921 var halvdelen af aktiekapitalen placeret i syndikatet, hvor også Nationalbanken medvirkede, da man som den eneste bank var fritaget for at oplyse om aktieposters størrelse til bankinspektøren.

Tabene på Transatlantisk Kompagni

Det var ikke kun aktieopkøbene, der drænede Landmandsbankens efterhånden slunkne pengekasse.

Især engagementet hos A/S Det Transatlantiske Kompagni var stærkt medvirkende til hele miseren. Bag selskabet stod den fynske ungkarl og gullaschbaron, cand.jur. Harald Plum, der oprindeligt handlede med dåsesmør og dåsemælk.

Med tiden opbyggede Harald Plum holdingselskabet Det Transatlantiske Kompagni, der havde aktiviteter i Rusland med både handel, industri og skovbrug, og tillige fremstillede gullasch og bouillonterninger til frontsoldaterne.

Fra begyndelsen var selskaberne plaget af for ringe kapital, og med den russiske revolution og den stærke inflation i efterkrigstidens Tyskland, der reelt nedbrød disse to landes økonomi, fik Det Transatlantiske Kompagni (DTK) store tab. Underskuddet blev kanaliseret videre ind i Landmandsbanken, der påtog sig stigende forpligtelser for koncernen.

Emil Glückstadts uforbeholdne støtte af Harald Plum betød, at banken lånte stadig større summer ud til Transatlantisk Kompagnis selskabsnet. Det finansielle korthus er dog ved at vælte og en interne redegørelse viser, at der var tabt 77 millioner kroner på Det Transatlantiske Kompagni.

Bankens direktion var vidende om de store tab, og man forsøgte diverse finansielle krumspring for at dysse sagen ned.

Væltede kompagniet, kunne det trække Landmandsbanken med sig.

Besøg af bankinspektøren

Ved regnskabsaflæggelserne i starten af 1922 bukkede en række mindre banker under. Det var dårligt nyt for banksektoren som helhed og ikke mindst for Landmandsbanken, der måtte købe stadig flere af sine egne aktier for at holde kursen oppe.

For at standse rygtestrømmen om de mange tab og støtteopkøb af egne aktier, fremskyndede Landmandsbanken aflæggelsen af 1921-regnskabet. Det viste et overskud på knap 64 millioner kroner, og derpå flød aviserne over med lovord om den stabile Landmandsbank, men den nyudnævnte bankinspektør, Martin C.H. Green, besluttede nu at gå bankens regnskaber efter med tættekammen.

I maj 1922 fik Green foretræde hos Emil Glückstadt i Holmens Kanal. Ønsket om inspektion efterlod en bleg Glückstadt, men anmodningen måtte i sagens natur efterkommes. Martin Green blev installeret i en nærliggende lejlighed i dybeste hemmelighed, hvor han fik dokumenter overbragt til eftersyn.

I løbet af juni satte Green sig ind i tingene, der ifølge hans egne første dagbogsnotater var ”temmelig forfærdende” med adskillige betændte engagementer foruden lånene til DTK. I starten af juli havde Martin Green lagt tabstallene sammen. 144 millioner kroner viste beregningerne.

Sammenbrud og rekonstruktion

Emil Glückstadt gjorde nu sin indflydelse gældende i Nationalbanken, der i juli 1922 trådte til med 30 millioner kroner i frisk indskudskapital. Den kapital holdt kun til september og udskød alene det uundgåelige. På grund af likviditetsmangel måtte banken afslå nye udlån til selv solide kunder, og aktiekursen fortsatte sit fald. Det forstærkede rygterne, og snart lå Novembersyndikatet inde med næsten 70 procent af bankens aktiekapital på 100 millioner kroner.

Banken var da så hårdt spændt for i sine udlån, at den reelt var konkurs. Et kollaps af den skala ville rykke ved tilliden til hele det finansielle system. Derfor skulle landets største bank reddes, koste hvad det ville. Forhandlingerne om Landmandsbankens fremtid fandt sted i ØK’s hovedsæde, hvor etatsråd H.N. Andersen agerede vært i de natlige redningsmøder med regeringens og nationalbankens repræsentanter.

Den 19. september 1922 vedtog en ekstraordinært indkaldt Rigsdag loven om statens støtte til Landmandsbankens rekonstruktion. I alt 100 millioner kroner blev tilført banken som ny aktiekapital fra Nationalbanken, Østasiatisk Kompagni og Store Nordiske Telegraf-Selskab. Emil Glückstadt fratrådte og Rigsdagen nedsatte en undersøgelseskommission, der skulle klarlægge årsagerne til Landmandsbankens sammenbrud.

Under den offentlige undersøgelse blev Emil Glückstadt i marts 1923 sat i Vestre Fængsel. Bankdirektøren, der i forvejen var syg, blev stærkt medtaget og døde i fængslet få måneder senere.

Eftervirkninger af bankskandalen

Det spegede spil omkring Landmandsbankens sammenbrud affødte flere historiske redegørelser, hvor skyldsspørgsmålet blev endevendt.

I første omgang stod Emil Glückstadt som midtpunkt i dramaet. Han var ikke blot direktør i Landmandsbanken, men tillige bestyrelsesformand for Det Transatlantiske Kompagni, der havde store engagementer med banken.

Emil Glückstadt var utvivlsomt en dygtig bankmand, men under højkonjunkturen under Første Verdenskrig og umiddelbart efter lod han Landmandsbanken engagere sig i meget spekulative transaktioner. Den fejl blev udstillet nådesløst, da konjunkturerne vendte. Samtidig påtog bankdirektøren sig en lang række andre opgaver, der fjernede fokus fra den daglige bankforretning.

En global lavkonjunktur, en usund spekulation og en udbredt krise i det danske bankvæsen bidrog kun til Landmandsbankens genvordigheder. Den udløsende faktor blev Landmandsbankens ekstremt dårlige likviditet på grund af de vedvarende støtteopkøb af egne aktier, der var ramt af kursfald. Og dertil rygterne, der fik indskyderne til at reducere eller ligefrem hæve deres konti i banken.

Særloven og statens økonomiske håndsrækning sikrede Landmandsbankens overlevelse. Endnu flere millioner blev tilført over de næste år til stor forargelse og undren i den brede offentlighed. Via sine kapitalindskud overtog staten formelt Landmandsbanken 19. april 1928.

Da A.P. Møller kom i bestyrelsen

Krisen i den danske banksektor efterlod dybe ar i erhvervslivet, som det tog år at overvinde.

Staten udpegede skibsreder A.P. Møller som ny formand for bankrådet, der var bankens bestyrelse. A.P. Møller satte et tydelig præg på banken. Skibsrederen havde en aversion mod børsspekulation, som han mente var årsagen til Landmandsbankens kollaps. Med A.P. Møller som bestyrelsesformand skiftede banken til en meget konservativ udlånspolitik, og fik styr på forretningen.

Samtidig blev der knyttet tætte bånd mellem A.P. Møller og banken. Skibsrederens forbindelse til banken blev yderligere styrket da en del af de statslige aktier blev udbudt til salg. Her købte A.P. Møller og andre private aktionærer op, og skibsrederen og dampskibsselskaberne blev dermed en indflydelsesrig aktionær.

At Rederiet var den største aktionær i Danske Bank var i årtier en velbevaret hemmelighed, men i marts 1992 kom det frem, at datterselskabet Tank- og Ruteskibe I/S ejede en aktiepost på hele 8,11 procent i Danske Bank. Det viste sig senere, at der lå endnu flere bankaktier i Esplanadens pengeskab.

Den store konsolidering

Banken indgik i den store konsolidering i 1990, hvor Danske Bank fusionerede med Handelsbanken og Provinsbanken.

Fusionerne var en nødvendighed for den skandinaviske banksektor, der gennemgik en længerevarende krise med enorme tab. Danske Bank rationaliserede med filialsammenlægninger og fyringsrunder. Efter en række magre år indledte banken fra 1997 en opkøbsjagt med overtagelsen af Östgöta Enskilda Bank i Sverige og Fokus Bank i Norge. I 2001 kom fusionen med RealDanmark. Siden fulgte købet af Northern Bank i Nordirland, National Irish Bank i Irland og endelig Sampo Bank i Finland.

Banken var efterhånden en velsmurt indtjeningsmaskine, der tilbagekøbte egne aktier, og samtidig øgede Rederiet sin aktiepost, så den 29. december 2004 ejede Almenfonden 20,1 procent af den samlede kapital svarende til 128.956.050 aktier.

Den øgede ejerandel fik stor betydning.

Fra 1. januar 2005 blev Danske Bank optaget som associeret virksomhed i A.P. Møller-Mærsk A/S. Det indebar, at overskuddet indgik i resultatopgørelsen, og de årlige udbytter fra Danske Bank blev skattefri.

Da Almenfonden i juni 2006 aflagde årsregnskab fremgik det, at Almenfonden selv ejede godt to procent af banken, mens A.P. Møller-Mærsk A/S ejede godt 20 procent. Helt præcist ejede man sammenlagt 22,27 procent af banken.

Aktieposten i Danske Bank var en langsigtet investering, men finanskrisen og konsekvenserne af de danske bankpakker kostede dyrt for banken, der hensatte milliardbeløb til tab og stoppede aktieudbytter. Danske Banks aktiekurs kom under massivt pres, hvor udenlandske investorer solgte ud i bekymring for det danske boligmarked, og det betød stærkt faldende aktiekurser. Det reducerede betydningen og værdien af aktieposten.

En aktiehandel mellem nærtstående parter

Analytikere, medier og mange aktionærer slog til lyd for, at man solgte den milliardstore aktiepost i Danske Bank. Dette var hver gang blevet kategorisk afvist af Esplanaden, og et frasalg af bankaktierne forekom hverken oplagt eller rettidigt.

I marts 2015 solgte A.P. Møller-Mærsk A/S imidlertid sine bankaktier. Det skete da A.P. Møller Holding via APMH Invest A/S erhvervede 20 procent af Danske Bank. 17 procent blev erhvervet fra A.P. Møller – Mærsk, mens de resterende tre procent allerede var ejet af Fonden og A.P. Møller Holding.

Bankaktierne ses som en langsigtet investering, hvor Almenfonden skal understøtte Danske Bank som en ledende dansk finansiel institution. Med denne manøvre strømlinede ledelsen det børsnoterede A.P. Møller-Mærsk A/S, men samtidig fastholdt Mærsk-familien via Almenfonden ejerskabet og honorerede dermed de stærke, historiske bånd til Danske Bank.

På generalforsamlingen i marts 2015 understregede Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, at der havde været en dialog mellem Almenfonden og ledelsen i Rederiet:

”Der var en intention om at fortsætte ejerskabet i Danske Bank og hvor skulle det så ligge. Og der var Holding et godt sted at have det … Jeg har stor respekt for historien, men vi må jo også tilpasse os nutiden. Men vi vil samtidig meget gerne understrege, at vi gerne vil være en stabil aktionær også fremover. Og nu skal banken få ro, og så bliver der forhåbentlig ikke så meget snak om denne aktiepost – skal den sælges eller ikke sælges. Nu ved mennesker, hvor den her 20 procent ejerandel ligger.”

Sammenlagt ejede A.P. Møller-Mærsk 202.209.171 aktier i Danske Bank. Af disse solgte man 92 procent i marts 2015 til en gennemsnitspris på 177 kroner per aktie. Dermed indbragte salget 32.980.315.389 kroner, hvoraf langt størsteparten blev kanaliseret videre som ekstraordinært udbytte til aktionærerne i A.P. Møller-Mærsk A/S.

Den 2. november 2016 solgte A.P. Møller – Mærsk A/S de resterende bankaktier. Det drejede sig om 16.163.504 aktier, der indbragte 200 kroner per styk svarende til 3.232.700.800 kroner. Herefter ejede det børsnoterede selskab ikke flere aktier i banken.

Få år tidligere var Danske Bank og især dens aktiekurs trykket helt i bund til et lavpunkt på under 30 kroner per aktie. Set i det lys var salget en god forretning. Med salget mistede aktionærerne nemlig både en potentiel kursgevinst, den hidtidige stabiliserende effekt på koncernens bundlinje og ikke mindst digital innovation.

Med analytikernes og aktionærernes krav om et salg af Danske Bank mistede A.P. Møller-Mærsk dermed den stabiliserende faktor, som Danske Banks forretning var.

Hvidvaskskandalen 2018

Onsdag den 19. september 2018 fremlagde Danske Bank en intern undersøgelse af aktiviteter i bankens estiske filial.

Der er tale om en af erhvervshistoriens største sager om hvidvask, hvor der er i perioden 2007-2015 blev sendte 1.500 milliarder kroner gennem konti i Danske Banks estiske filial tilhørende omkring 10.000 mistænkelige udenlandske kunder.

Undersøgelsen fastslår ikke præcis hvor stor en del af disse betalinger, der er udtryk for hvidvask, men “en stor del” af transaktionerne er mistænkelige. Den 90 sider lange rapport frikendte direktion og bestyrelsen for et juridisk ansvar for hvidvaskskandalen, men banken erkendte, at der i en årrække havde været beviselige svigt i såvel den estiske fialial som på koncernniveau.

Danske Banks topchef siden 2013, Thomas Borgen, vil fratræde sin stilling i kølvandet på hvidvask-sagen, mens bestyrelsesformand Ole Andersen er klar til at forlade banken, når opgaverne er løst.

Robert Maersk Uggla: “helt uacceptabelt”

Forbindelsen mellem A.P. Møller-koncernen og Danske bank har bestået siden 1928, men hovedaktionæren var naturligvis alt andet end tilfreds.

A.P. Møller Holding A/S, der ejer 20 procent af Danske Bank, kaldte sagen beklagelig og uacceptabel.

“Det er en dybt beklagelig sag, og der skal ikke herske tvivl om, at A.P. Møller Holding, ligesom Danske Bank synes, at enhver form for hvidvask er helt uacceptabelt. Danske Banks processer har tydeligvis ikke været gode nok, og håndteringen af sagen har også været mangelfuld. Det er Danske Bank de første til at erkende, og har taget ved lære af,” lød det i en udtalelse fra Robert M. Uggla, der er adm. direktør i A.P. Møller Holding.

“Vi tager Danske Banks rapport til efterretning, herunder de anbefalede tiltag. Det vigtigste er nu at sikre, at dette ikke kan ske igen og få genoprettet tilliden til banken. Vi respekterer Thomas Borgens beslutning om at trække sig og vil gerne takke ham for 5 år som CEO for Danske Bank, hvor han har etableret Danske Bank som en ledende bank i Norden inden for kundetilfredshed, digital udvikling og profitabilitet. Nu er det tid til at kigge frem, lære af sagen, og udpege en ny CEO, hvis vigtigste opgave bliver at genopbygge tilliden til banken,” sagde Robert Uggla.

I et historisk perspektiv står Danske Bank i sin tredje og afgørende krise. Den første var det reelle sammenbrud i 1928, dernæst finanskrisen i 2008 og nu altså en af historiens største hvidvaskskandaler.

Aktiemarkedet har siden slutningen af 2017 sendt kursen markant ned af frygt for store bøder.

Som bankens største aktionærer rammer dette kursfald hårdest hos A.P. Møller Holding A/S.

Forude venter en lang og sej kamp for at genoprette tilliden hos bankens interessenter.

Milepæle for Danske Bank

5. oktober 1871 Den Danske Landmandsbank – Hypotek- & Vexelbank, Aktieselskab stiftes.
1910 Emil Glückstadt overtager chefposten.
1922 Landmandsbanken i finansielt kollaps.
1928 A.P. Møller indtræder som formand for bankens bestyrelse.
1952 A.P. Møller trækker sig fra formandsposten forud for sit 25 års jubilæum.
1976 Landmandsbanken ændrer navn til Den Danske Bank.
1990 Den Danske Bank fusionerer med A/S Kjøbenhavns Handelsbank og Provinsbanken A/S. Knud Sørensen afløser Tage Andersen som ordførende direktør.
1995 Opkøb af Danica Pension
1997 Opkøb af Östgöta Enskilda Bank i Sverige for 1,8 milliarder kroner
1998 Opkøb af den norske Fokus Bank for 6,0 milliarder kroner. Knud Sørensen afløses som ordførende direktør af Peter Straarup.
2000 Opkøb af BG Bank, Realkredit Danmark og Home for 27,0 milliarder kroner. Den Danske Bank forkortes til Danske Bank.
2004 Opkøb af Northern Bank i Nordirland og National Irish Bank i Irland for 10,4 milliarder kroner
2006 Opkøb af finske Sampo Bank for 30,1 milliarder kroner
10. april 2007 BG Bank lægges sammen med Danske Bank og navnet BG Bank ophører.
2008 Den globale finanskrise rammer Danske Bank hårdt. Milliarder tabes, og banken får massiv støtte af staten for at klare sig.
2012 Peter Straarup afløses som ordførende direktør af Eivind Kolding.
2013 Eivind Kolding afløses som ordførende direktør af Thomas F. Borgen.
2018 Danske Bank offentliggør rapport om hvidvask i den estiske filial. Thomas Borgen meddeler sin afgang som øverste chef for banken.



Mærsk Skibsrederen