Torsdag den 2. november 2017 blev en milepæl for Dansk Supermarked.

Her åbnede kæden føtex nemlig sin butik nummer 100 i Danmark.

Den nye butik er placeret i Ceres Byen i Aarhus.

I 1960 åbnede føtex sin første butik i Guldsmedgade i Aarhus. Nu knap seks årtier og millioner af varer gennem kassebåndet senere åbner føtex butik nummer 100 i byen, hvor det hele startede.

“Butik nummer 100 er en vigtig milepæl for føtex. Vi har virkelig set frem til at åbne butikken, der ligger i et særdeles attraktivt område og har hylderne fyldt med lækre varer og convenience-produkter, som vi ved, kunderne efterspørger,” siger Thor Jørgensen, direktør i føtex.

Butikken i Ceres Byen er en føtex food og adskiller sig på flere måder fra en almindelig føtex. Her er de fleste hyldemeter i butikken fyldt med fødevarer og et spændende udvalg af økologi, kød, vin og friskbagt brød.

Sådan startede føtex

Selvom føtex i dag har butikker fordelt over hele landet, er placeringen af butik nummer 100 i Aarhus noget særligt. Det var nemlig her, at købmand Herman Salling for 57 år siden åbnede det allerførste supermarked.

Herman Salling var overbevist om, at fornyelsen inden for dagligvarehandel måtte også komme til Danmark.

Købmanden var særlig begejstret for tanken om dobbeltsupermarkeder, der kombinerede fødevarer med et stort sortiment af nonfood, især beklædning og isenkram.

Den 17. november 1960 etablerede han den første Føtex i Guldsmedgade via Jysk Supermarked A/S, Aarhus.

Herman Salling opførte en stor forretningsejendom med et salgsareal på 1.600 kvadratmeter og et cafeteria.

Den 17. november 1960 slog Herman Salling dørene op til den første Føtex. Det skete i Aarhus i Guldsmedgade 3-9, hvor han havde opført en helt ny ejendom. Grunden havde ligget ubenyttet hen i en årrække som bombetomt efter Schalburgtage under krigen.


Kunderne strømmede til Guldsmedgade i Aarhus da den første føtex åbnede i 1960. Foto: Dansk Supermarked.

Derfor hedder det føtex

I modsætning til stormagasinet med et fuldstændigt sortiment satsede Herman Salling i føtex på varer med størst omsætningshastighed.

Navnet Føtex var oplagt. Man sammensatte ganske enkelt det nye butiksnavn ud fra varesortimentet, der bestod af fødevarer og textil.

I Føtex kunne kunderne få det hele ét sted, fra kød, kikkerter og undertøj til likørsæt, brødristere og parfume. Butikken åbnede med slagtilbud på rullestege med svesker til 3 kroner og 65 øre per halvkilo og grydefærdige kyllinger fra 4,85 per styk.

Baggrunden for det nye supermarked var højkonjunkturen og velfærdsbølgen, der skyllede ind over Danmark. Parcelhuskvarterer skød op i samme takt som den fulde beskæftigelse, og forbrugsmønsteret ændrede sig. Tjæreborg-præsten og Simon Spies sendte stadig flere mod eksotiske rejsemål sydpå, hvor forbrugerne mødte nye retter, krydderier og vine.

Helt usædvanligt for tiden anvendte Herman Salling i 1960 avisannoncer i farver til at markedsføre den første føtex. Foto: Dansk Supermarked.

Læs historien om føtex og Dansk Supermarked i “SKIBSREDEREN”



Mærsk Skibsrederen