A.P. Møller-Mærsk med historisk halvårsresultat

2. kvartal har været historisk godt for det børsnoterede A.P. Møller – Mærsk A/S.

Det viser selskabets halvårsregnskab, der blev offentliggjort onsdag den 3. august 2022.

I årets første seks måneder af 2022 har koncernen omsat for 40.942 millioner dollars, hvilket svarer til omkring 298 milliarder kroner.

Efter skat lød overskuddet for årets første seks måneder på 15.429 millioner dollar, eller godt 112 milliarder kroner.

Historisk overskud og omsætning

Det er historisk, at en dansk virksomhed leverer så stor en omsætning og indtjening på blot seks måneder.

Overskuddet for første halvår er næsten en tredobling af overskuddet fra samme periode 2021.

Årsagen til resultatet skal blandt andet findes i de seneste års coronapandemi og krigen i Ukraine, som har ført til ekstraordinært høje fragtpriser, oplyser koncernen.

”De særdeles gode resultater fortsatte i 2. kvartal, hvilket også betyder, at vi for 15. kvartal i træk leverer en forbedret indtjening sammenlignet med samme kvartal året før. Vi er rigtig godt tilfredse med fremgangen, som går på tværs af forretningen og som afspejler den store indsats alle i teamet lægger i at transformere Mærsk til en global spiller inden for integrerede logistikløsninger,” siger administrerende direktør i A.P. Møller – Mærsk A/S, Søren Skou i en pressemeddelelse.

Resultatet er især drevet af højere rater på langvarige kontrakter i Ocean, en markant og profitabel vækst i logistikforretningen samt solide resultater i terminalforretningen.

Mærsk forventer sidst på året en gradvis normalisering af det ekstraordinære marked, men der er stadig stillet aktionærerne en historisk indtjening i udsigt.

Dagen før halvårsregnskabet opjusterede koncernen således sine forventninger til driftsindtjening (EBITDA) i 2022 fra tidligere 30 milliard dollar til nu omkring 37 milliard dollar.

Den historiske transformation, der blev igangsat i 2016, viser for alvor sin styrke.