Det børsnoterede moderselskab A.P. Møller-Mærsk A/S har hidtil haft en direktion bestående af tre medlemmer.

I spidsen for koncernen står administrerende direktør Søren Skou sammen med viceadministrerende direktør Claus V. Hemmingsen og finansdirektør Jakob Stausholm.

Fra 1. december 2017 udvides direktionen med yderligere tre mand, så den samlede direktion altså fordobles i antal.

Udvidelsen af direktionen skal understøtte koncernens igangværende fokusskifte over mod shipping-, havne- og logistikforretning.

Tre nye direktører

De tre nye direktører er Morten Engelstoft, der er chef for APM Terminals, Søren Toft, der er driftsdirektør i containerforretningen Maersk Line, og Vincent Clerc, der er kommerciel direktør.

Dermed har man samlet de personer, der skal lede omstillingen af Mærsk-koncernen fra bredt funderet konglomerat til udelukkende at beskæftige sig med transport og logistik.

Morten Engelstoft bestrider en stilling som øverste chef i havnedivisionen APM Terminals samt formand for Svitzer.

Vincent Clerc og Søren Toft sidder på topposter i containerforretningen Maersk Line med ansvar for henholdsvis det kommercielle og driftsmæssige.

Udvidelsen af direktionen skal yderligere fremskynde ambitionen om at levere problemfrie helløsninger til transportkoncernens kunder.

“Vincent, Morten og Søren har alle demonstreret stærkt lederskab og kundefokus såvel som leveret solide resultater i mange år. De er anerkendte, visionære og globale ledere inden for containershipping-, havne- og logistikindustrien. Jeg ser frem til, at de får yderligere ledelsesansvar og tilslutter sig mig og resten af direktionen på rejsen mod fremtidens Mærsk,” udtaler Søren Skou, administrerende direktør i A.P. Møller-Mærsk.



Mærsk Skibsrederen