Dampskibet Chassie Mærsk forliste under Første Verdenskrig. Her ses skibet med fuld dækslast af træplanker. Foto: M/S Museet for Søfart
Søndag 28. juni 1914 banede seks køretøjer sig vej gennem Sarajevos menneskemængder. I bilkortegen sad ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru. Efter et besøg på byens rådhus drejede man ved en fejl til højre ved Franz Josefs Gade, og bilkortegen standsede.
Netop i det øjeblik trådte Gavrilo Princip ud af en forretning i gaden. Attentatmanden så ærkehertugens køretøj mindre end to meter væk. Han trak resolut sin automatpistol frem og affyrede to skud lige efter hinanden mod hertugparret. Princip blev overmandet af tililende tilskuere, men det var for sent. Klokken var 11.30 i Sarajevo, da man officielt erklærede hertugparret for døde.
Mordet i Sarajevo den 28. juni 1914 blev startskuddet til Første Verdenskrig. Snart var Tyskland og Østrig-Ungarn på den ene side i krig mod Frankrig, Storbritannien, Rusland og Serbien på den anden. Forude lå den blodigste krig, verden endnu havde set.
Neutralitet og samhandel
Straks efter krigens udbrud erklærede Danmark sig neutralt.
Med sin geografiske placering og samhandel med såvel Tyskland som Storbritannien var Danmark klemt mellem de stridende parter, der var de to ubetinget vigtigste samhandelspartnere.
For at opretholde Danmarks handel og søfart bedst muligt måtte der sluttes handelsaftaler med de krigsførende lande. Takket være en diplomatisk balancegang af udenrigsminister Erik Scavenius opretholdt landet sin samhandel med krigsmagterne.
I august 1914 løb de første skibe på miner og sank. Hændelsen truede med at tvinge dansk skibsfart i knæ, men der var stort behov for at hente forsyninger hjem til landet og sejle eksportvarer til samhandelspartnere på begge sider. Skibsfarten kom i gang igen, da søfolkene havde fået dels en livsforsikring, dels et krigstillæg på hyren. Skibsredere turde kun tage fragter, hvis der kunne opnås forsikring for skibene og ladningerne. I september 1914 vedtog Rigsdagen derfor to love, der sikrede oprettelsen af Krigsforsikringen for Danske Skibe og Dansk Krigs-Søforsikring for Varer, der angik skibene henholdsvis deres ladning.
I januar 1913 flyttede A.P. Møller selskabernes administration til kontorer i Christian IV’s gamle Børsbygning i København. På billedet fra 1914 ses blandt andre T.C. Christensen, den senere hovedkasserer Einer Hildested samt Niels Bonnesen. Foto: A.P. Møller-Mærsk A/S
Krigens ekstraordinære indtjening
Trods den risikofyldte neutralitetssejlads blev de økonomiske muligheder øget under krigsårene. Fra begyndelsen fastlagde skibsreder A.P. Møller nogle retningslinjer, som selskaberne ikke fraveg. Relativ sikkerhed skulle altid gå forud for risikable indtjeningsmuligheder. Fordækte forretninger under enhver form skulle afvises, og man måtte undgå at komme under mere end én stormagts kontrollerende indflydelse. Det var formålstjenligt at sejle så meget som muligt på Storbritannien og dets allieredes havne, hvorved man ville opbygge et moralsk krav til de derværende autoriteter om rimelig behandling.
Allerede 23. juli 1914 indkaldte D/S af 1912 til ekstraordinær generalforsamling på selskabets kontorer i børsbygningen. Dagsorden var “Forslag til diverse Forandringer i Selskabets Love, derunder Bemyndigelser for Bestyrelsen til at udvide Aktiekapitalen.” Samtlige forslag blev vedtaget enstemmigt, herunder at bestyrelsen kunne fordoble selskabets kapital til 800.000 kroner ”uden Generalforsamlingens Bemyndigelse”.
Endelig tog man højde for en eventuel ekstraordinær indtjening, idet A.P. Møller gennemtrumfede, at ”der ikke kunde udbetales Aktionærerne et større Udbytte end 10 Procent uden at der henlagdes et tilsvarende Beløb til Selskabets Reserve- og Fornyelsesfond.”
Efter dampskibsselskabernes forsigtige fremdrift blev Første Verdenskrig startskuddet til en tidobling af fragtraterne. Krigen gav særdeles gode økonomiske kår for dansk skibsfart. Med Danmarks neutrale status, og da samtidig den tyske og engelske handelsflåde var forsvundet fra traditionelle farvande uden for Europa, voldte det ikke store vanskeligheder for danske redere at beskæftige deres skibe med god indtjening.
Forliset af Chassie Mærsk
I begyndelsen kunne A.P. Møllers skibe fortsætte relativt uhindret. Den almindelige krigsudvikling med forlis og stigende blokadeaktivitet fik efterspørgslen efter neutral tonnage til at stige, og bedre fragtrater var følgen. Sejladserne blev stadig farligere, og A.P. Møller overvejede at oplægge de skibe, der ikke kunne beskæftiges i neutral fart, og i stedet falde tilbage på den fortjeneste, der var optjent i krigens første år.
Hellere tage et endog anseeligt driftstab ved oplægning, end risikere store kapitaltab ved at sende skibene på farefulde rejser med risiko for krigsforlis. Dette styrkedes formentlig, da ”Chassie Mærsk” på rejse fra England til Portugal den 16. december 1916 blev torpederet af en tysk ubåd og sænket med sprængbomber. Besætningen blev lykkeligvis reddet.
Andre skibe blev konfiskeret og kom under fremmed kontrol. Mærsk-flådens andet krigsforlis blev ”Hulda Mærsk”. På rejse fra Dakar til Marseille med jordnødder blev skibet 10. januar 1918 sænket af en tysk ubåd ud for Vestafrikas kyst. Også her var man forskånet for tab af søfolk.
“Det fineste Dampskibsselskab i Danmark”
De høje fragtrater og store prisstigninger på tonnage gjorde, at de danske rederiers aktiekurser i gennemsnit steg 325 procent. Mange spekulanter gik efter den kortsigtede gevinst, og ved udbetaling af hele overskuddet til aktionærerne blev flere rederier tvunget i likvidation. Den nøgterne A.P. Møller lod sig ikke forblænde af krigstidens indtjening. Han gennemtrumfede derfor, at Rederiet foretog store forlods afskrivninger af krigsoverpris i resultatopgørelsen. Skibsrederen fandt, at opbygningen af et rederi måtte gå forud for alt andet, ikke mindst udlodning af dividende.
Det kunne dog ikke sløre, at indtjeningen var fremragende under krigen. Den 23. juni 1916 rapporterede aviserne, at Dampskibsselskabet Svendborg på en generalforsamling havde ”vedtaget at udvide Aktiekapitalen fra 460.000 Kroner til 920.000 Kroner. Samtidig har man vedtaget at udbetale Aktionærerne et Restudbytte paa 50 procent.”
Få dage senere rapporterede Skive Folkeblad om selskabets ”svimlende kurs”, og Korsør Avis udråbte den 27. juni 1916 selskabet til det dyreste på børsen: ”Det fineste Dampskibsselskab i Danmark er Dampskibsselskabet Svendborg, idet dets Aktier noteres højest med en Kurs paa 1.200 Kroner.”
Gevinst på skibe
I december 1915 sagde A.P. Møller, at ”den sidste Tid desværre havde vist, at ukyndige Mænd, der manglede Forudsætninger for at drive Rederiforretning, sjakrede med Skibe. Det rummede en Fare for dem selv og skadede den hidtil rationelt drevne danske Søfart.”
Skibsrederen var bestemt ikke tilhænger af krigens opskruende priser, men ikke desto mindre nød dampskibsselskaberne godt af dem. Det illustreres af flere skibssalg, som Rederiet foretog under krigen. I august 1917 solgte man således “Laura Mærsk” for 4.157.000 kroner. Fire år tidligere havde man betalt 411.000 kroner, og dermed tidoblede man købesummen.
Skibet ”Polarstjernen” blev købt i maj 1915 og solgt blot et halvt år senere til det tredobbelte af købsprisen.
Også salgene af ”Elisabeth Mærsk” og ”Lexa Mærsk” gav store fortjenester. Endelig fik man ved forliset af ”Hulda Mærsk” udbetalt en forsikringssum, der var pænt over anskaffelsessummen. Sammenlagt indbragte disse fem skibe en samlet fortjeneste på over 300 millioner nutidskroner.
Krigens afslutning
Fra februar 1917 indledte tyskerne påny den uindskrænkede ubådskrig med nye og større undervandsbåde. En overgang gik skibsfarten helt i stå, men konvojsystemet slog til sidst ubådene ud, efter at tyske ubåde havde bragt England nær sultegrænsen med sænkningen af tusindvis af skibe.
I april 1917 gik USA ind i krigen, og de amerikanske forsyninger af mad, materiel og soldater brød skyttegravskrigens frygtelige dødvande. Krigens rædsler lakkede omsider mod enden.
Snart anmodede Tyskland om våbenstilstand, og den 11. november 1918 klokken 11 standsede stridighederne.
Krigens konsolidering
Skar man igennem de politiske, militære, strategiske og nationale ambitioner, var Første Verdenskrig en krig på råstoffer. Sejrherren ville være den nation, der sidst løb tør for mennesker, ammunition og forsyninger. Det var vitterligt opslidningskrigen ”La guerre d’usure”, hvor det vanvittige blodbad forvandlede Europa til sønderskudte landskaber af stål, blod og tabte sjæle.
Når regnskabet blev gjort op, havde Danmark fra et økonomisk perspektiv tjent godt på sin neutralitet. Handelsskibene sejlede med varer til begge de krigsførende parter, eksporten blomstrede, og gullaschbaronerne havde kronede dage.
Det havde dog været farligt at sejle som sømand, og den danske handelsflåde havde mistet en fjerdedel af tonnagen ved minesprængninger og torpederinger. Mens flere end 700 danske søfolk havde mistet livet ved forlis under krigen, var Mærsk-flåden sluppet uden tab af menneskeliv. Samtidig var flåden kun reduceret med to krigsforliste, et beslaglagt og to frasolgte skibe, ligesom krigsårenes indtjening ikke var bortloddet til kortsigtede aktionærer. De lette tab og den foretagne konsolidering af begge dampskibsselskaber var et godt udgangspunkt for den forestående genopbygning.
Fremtidens vækst
Skibsrederens forsigtige udbyttepolitik i krigsårene betød dog ikke, at aktionærerne ligefrem blev udsultet. I marts 1915 uddelte D/S 1912 således 10 procent udbytte på 40.000 kroner til aktionærerne og dertil ekstra 60.000 kroner i bonus. Svendborg udloddede 10 procent udbytte samt yderligere 20 procent bonus til aktionærerne.
I forhold til mange andre var udbytterne konservative, og skibsrederens forsigtighedsprincip havde styrket de to dampskibsselskaber.
Det første årti i rederiernes historie gik så godt, at A.P. Møller efter Første Verdenskrig skrev til sin far: ”Vi er således stillet, at vi kan se temmelig stort på forholdene og har efter min mening ikke ret til nu at se småt.”
Med rettidig omhu kom rederierne styrkede gennem krigen, og de var nu klar til ekspansion og “tillige at drive handel og industriel virksomhed i indland eller udland inden for de grænser, bestyrelsen finder rigtig”, hvilket blev tilføjet selskabernes formålsparagraf i 1918.