Mærsk-koncernen opjusterer forventninger

Mandag den 21. oktober 2019 blev aktionærerne i A.P. Møller-Mærsk A/S positivt overraskede.

Den danske transportgigant opjusterede nemlig sine forventninger og udløste dermed en større stigning i aktiekursen.

Selskabet meddelte fondsbørsen, at man opjusterede sine forventninger til årets driftsresultat.

I tredje kvartal havde A.P. Møller-Mærsk trods lavere vækst i den globale efterspørgsel og lavere fragtrater således opnået et bedre resultat end forventet.

Tidligere forventedes et driftsresultat på omkring 5 milliarder dollar.

Dette blev opjusteret til at lande i intervallet 5,4-5,8 milliarder dollar.

Med andre ord forventer Mærsk-koncernen nu at tjene 2,7-5,3 milliarder kroner mere end ved tidligere udmeldinger.

Selskabet angiver høj netværkspålidelighed samt kapacitetsudnyttelse kombineret med lavere priser på brændstof som nogle af hovedårsagerne til det forbedrede resultat.

Opjusteringen sendte Mærsk-aktierne i vejret med over fem procent i løbet af mandag eftermiddag.

Omsatte for 195 milliarder i årets første 9 måneder

I årets første 9 måneder omsatte A.P. Møller-Mærsk koncernen for 29,22 milliarder dollar.

Det svarer til godt 195 milliarder danske kroner.

Driftsresultatet for de første tre kvartaler af 2019 blev på 28,4 milliarder kroner.

Årsregnskabet i 2018

Koncernens seneste årsregnskab for 2018 viste en stigning i omsætningen på 26 procent fra 30,9 milliarder dollars i 2017 til 39,0 milliarder dollars i 2018.

Det svarer til knap 257 milliarder kroner.

Overskuddet efter skat steg markant fra et underskud på 1.164 millioner dollars i 2017 til et overskud på 3.221 millioner dollars i 2018. Det svarer til 21,2 milliarder kroner.