Boreplatformen Maersk Inspirer. Foto: Maersk Drilling

Mærsk-koncernen har i tidens løb været engageret i de fleste af skibsfartens mange segmenter. Et af disse var boreplatformene i Maersk Drilling.

Rederiets boreplatforme og borerigge blev organiseret i Maersk Drilling efter grundige vurderinger af nye forretningsmuligheder. Specielt så man synergi i kombinationen af forsyningsskibe i Maersk Supply Service med boreenheder i det nye Maersk Drilling.

En udviklingsplan for Maersk Offshore, der skulle være den fælles betegnelse for de to divisioner, blev formuleret i 1971.

Udgangspunktet var erfaringerne fra Nordsøen, og man startede i Texas gennem Maersk Storm Drilling Company. Samarbejdsaftalen omfattede to flyde-boreplatforme og repræsenterede en samlet investering på en kvart milliard kroner.

Starten med Atlantic Pacific Marine Corporation

Ved at sammenlægge en række mindre boreselskaber oprettede man 21. juni 1972 det amerikanske Atlantic Pacific Marine Corporation, der startede med tre flydende borelægtere i Louisianas sumpe. Det var iøvrigt netop på disse lægtere, at Danmarks første 20 boreteknikere fik deres praktiske arbejde efter endt teoretisk uddannelse på Svendborg Maskinmesterskole. Det nye forretningsområde kom godt fra start og købte Walker-Hothnance Offshore Company med syv platforme.

Ekspansionen fortsatte med oprettelsen af The Aquadril Company of Singapore, der borede ud for Nordborneo. Flåden udvides med semi-submersible-platformen ”Mærsk Pioneer” og de to jack-up borerigge ”Mærsk Endurer” og ”Mærsk Exerter”. I fællesskab med den egyptiske stat oprettedes Egyptian Drilling Company EDC i Cairo. Selskabet startede med en enkelt landborerig i ørkenen, men nåede hurtigt over 1.000 ansatte.

I Danmark var aktiviteterne samlet i Maersk Drilling I/S, der var et interessentskab mellem Mærsk Boreentreprise A/S og Maersk Oil Drilling Corporation A/S.

Bølgeskvulp i krig og krise

I 1975 satte Maersk Drilling den store Jack-up rig, Mærsk Explorer i service i den danske Nordsø. Det var verdens hidtil største af sin slags.

I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var der rigelig beskæftigelse til boreriggene. De høje oliepriser gav stor efterforskningsaktivitet, og man kontraherede hele syv jack-up borerigge i V-serien. Mens de to tidligere oliekriser havde bragt gode tider for boreriggene, halverede det omvendte oliechok i 1985/86 olieprisen. Samtidig faldt dollarkursen, og off-shore markedet fik dårlige rater og lavere beskæftigelse.

Efter årsskiftet 1990/91, hvor Saddam Husseins invasion af Kuwait skabte en næsten euforisk søgen efter olie og gas, indtraf en ny tilbagegang. Golfkrigens udfald sikrede olieforsy-ningerne, og så blev der skruet ned for efterforskningsblusset. Snart lå hver fjerde borerig i verden inaktiv hen.

Ny fremdrift med Mærsk Gallant

Efterforskningen af olie og gas var afhængig af oliepriserne. I dårlige tider kunne Maersk Drilling pludselig stå med ledige rigge i et lavt marked, men traditionelt garderede Rederiet sig imod dette ved at indgå lange kontrakter, hvorved de gode resultater kunne strækkes over flere år.

Efter et par miserable år overtog man i foråret 1993 ”Mærsk Gallant” som den hidtil største, dyreste og teknisk set mest avancerede jack-up. Den næsten 900 millioner kroner dyre borerig var bygget til barske vejrforhold og vanddybder på op til 120 meter. Maersk Drilling havde brugt megen tid på design af riggen, således at sikkerheden var i top med automation af arbejdsgange. Det er typisk for Rederiet at investere i teknologisk avanceret udstyr for at mindske trykket af dårlige tider og hård priskonkurrence.

Navneændring til Maersk Contractors

Efter en turbulent periode i starten af 1990’erne ekspanderede Maersk Drilling på ny, og hele organisationen ændrede navn til Maersk Contractors. Afdelingen fik succes med ombyggede tankskibe til flydende produktionsanlæg. Den voksende efterspørgsel efter FPSO (Floating Production Storage & Offloading) skyldes nye olie- og gasfund, der var så små, at produktionen fra disse marginalfelter på traditionel vis med platform og rørledninger ikke er økonomisk rentabel.

Som FPSO-enheder anvendte man tankskibe, der blev ombygget til at producere og lagre olie samt eksportere den enten til en shuttletanker eller en fast installation til søs med rørledning til land. FPSO-metoden havde den fordel, at enheden kan flyttes til et nyt felt, når det første var udvundet. Det gav lavere produktionsomkostninger.

På under 12 måneder gik de første tre FPSO-enheder under Maersk Contractors i drift. Efter en 250 millioner kroner dyr ombygning blev tankskibet ”Inger Mærsk” i november 1996 sendt til et oliefelt ud for Congo. Siden fulgte enhederne ”North Sea Producer” og ”Maersk Curlew”.

Boreplatforme for milliarder

Samlet havde Maersk Contractors stigende indtjening stort set hvert år fra 1995 og blev et af rederiets mest indbringende forretningsområder. Maersk Contractors fik i 2003 leveret verdens to største borerigge med ”Mærsk Innovator” og ”Maersk Explorer”, der kostede omkring to milliarder kroner per styk.

Investeringerne fulgte en ny strategi, hvor Maersk Contractors blev koncentreret om tre divisioner i form af drilling, flydende produktion samt LNG-skibe. Alle tre fokusområder sigtede på teknisk komplicerede og langvarige kontrakter. Et eksempel var LNG-tankskibet ”Maersk Ras Laffan”, der blev leveret i april 2004. Kontrakten om transport af gas var med sine 25 år det længste timecharter nogensinde for Rederiet.

Maersk LNG ville være blandt verdens fem største operatører og afgav ordrer for fem milliarder kroner på skibe til flydende naturgas. Maersk Contractors var blevet en førende udbyder af borerigge med en global markedsandel på 25 procent og mere end 5.000 ansatte.

Salg af Maersk LNG og FPSO

Maersk Contractors varslede investeringer på over 15 milliarder kroner i rigge og andre offshore-faciliteter for at øge sin globale markedsandel. I efteråret 2008 blev Maersk Contractors opdelt i Maersk Drilling og Maersk FPSO, og man ville ansætte yderligere 1.000 medarbejdere i forbindelse med det milliardstore investeringsprogram.

Det skete med forventning om en vedvarende høj oliepris, men den forudsætning blev skudt i sænk af den globale finanskrise. I 2011 solgte man Maersk LNG A/S for 7,6 milliarder kroner og senere afhændede man flåden af FPSO-enheder.

Da koncernen i september 2016 varslede en ny strategi blev Maersk Drilling en del af energidivision Maersk Energy. Selskaberne har dog kæmpet med mange oplagte borerigge og lave priser.

Resultatet for 2016 og 2017 var et sammenlagt underskud på mere end 2,2 milliarder dollars efter massive nedskrivninger.

Ny børsnotering

Koncernen skal inden udgangen af 2018 afklare energiområdets fremtid med enten en separat børsnotering, en fusion eller joint venture eller en placering hos A.P. Møller Holding.

Meget tydede derfor på, at det boreeventyr, som Maersk Drilling startede i 1972, snart ville være en saga blot.

Da man aflagde halvårsregnskab den 17. august 2018 meddelte A.P. Møller-Mærsk A/S imidlertid, at man ville foretage en separat børsnotering af Maersk Drilling.

“Efter at have evalueret de forskellige, tilgængelige muligheder for Maersk Drilling, har A.P. Møller – Mærsk konkluderet, at Maersk Drilling som et selvstændigt selskab præsenterer de mest optimale, langsigtede udsiger for dets aktionærer,” lød begrundelsen.

Ledelsen havde blandt andet undersøgt muligheden for at sælge Maersk Drilling til en konkurrent, men branchen for borerigge har været under et voldsomt pres og reelt var der ingen, der kunne eller ville betale den ønskede pris.

Planen er, at en børsnotering skal findes sted i 2019. Analytikere venter en aktiepris, der vil give det nye selskab en markedsværdi på omkring 25-30 milliarder kroner, men det er dog behæftet med stor usikkerhed.

Aktierne i det nye Maersk Drilling skal så fordeles mellem aktionærerne i A.P. Møller-Mærsk A/S.

I praksis vil A.P. Møller Holding A/S dermed blive den største aktionær i Maersk Drilling.



Mærsk Skibsrederen