Mærsk-arving til Svitzer

Robert Mærsk UgglaDen 1. maj 2012 er der skiftedag hos rederiet Svitzer, der er en del af A.P. Møller-Mærsk koncernen.

Direktørstolen indtages fremover af Robert Mærsk Uggla, der er barnebarn af skibsreder af Mærsk Mc-Kinney Møller.

Robert Uggla kommer fra en stilling som Managing Director hos det svenske tankskibsrederi Broström, hvor han siden 2009 har strømlinet dette selskab.

Svitzer har omkring 4.500 ansatte og driver en flåde af mere end 500 skibe inden for bugsering og bjærgning.

Med udnævnelsen tager Robert Mærsk Uggla endnu et stort skridt op ad stigen i A.P. Møller-Mærsk-koncernen, og både internt og eksternt er der stor fokus på Mærsk-arvingen.

Ved udnævnelsen underspillede Robert Mærsk Uggla imidlertid dette aspekt, da fremtiden ikke nødvendigvis vil ligge i familiens selskab.

“For at være ærlig har jeg ikke en særlig langsigtet plan. Jeg vil være i Mærsk, så længe jeg er passioneret omkring det, jeg laver, jeg kan skabe værdi for selskabet og selvfølgelig så længe, som selskabet ser værdi for sig selv i at have mig. Men jeg er ikke naiv omkring min baggrund og mit navn,” sagde Robert Uggla til Ritzau Finans.

Dette er dog nok mere en klassisk A.P. Møllersk beskedenhed med fokus på forretningen og ikke personen. Faktum er, at Robert Mærsk Uggla meget hurtigt har bevæget sig højt op i hierarkiet i Danmarks største virksomhed.

Og der er ingen tvivl om, at stillingen som ny topchef for Svitzer er en klar forfremmelse, både hvad angår ansvarsområdet og mandatet til at udvikle virksomheden.

Familiens betydning

Robert Uggla er søn af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er næstformand i fonden bag A.P. Møller-Mærsk-koncernen og yngste datter af Mærsk Mc-Kinney Møller.

“Hr. Møller er både glad og stolt på Roberts vegne. Ligesom alle andre i A.P. Møller-Mærsk har Robert skullet bevise sit værd igennem de positioner, han har haft, for at nå til hvor han er nu,” sagde Mærsk Mc-Kinney Møllers personlige assistent, Lars-Erik Brenøe,  til dagbladet Børsen.

Robert Uggla beskrives som  ubestrideligt både dygtig og begavet, og en person, der brænder for sit arbejde.

Mærsk Mc-Kinney Møller har aldrig selv lagt skjult på, at han gerne ser Mærsk-familien stærkt repræsenteret i A.P. Møllers ledelse i fremtiden, og Robert Uggla, der startede sin Mærsk-karriere i 2004, ses af mange som det mest oplagte bud.

A.P.Møller-Mærsk købte svenske Broström i januar 2009, og indsatte i september 2009 Robert Uggla som ny chef i det svenske tankskibsrederi.

”Vi synes han er kvalificeret til jobbet som kommende direktør for Broström. Det er klart at den eksterne opmærksomhed er stor på grund af slægtskabet med hr. Møller, men han er udnævnt på baggrund af sine kvalifikationer. Og vi håber, at han få arbejdsro til at vise, at han er så dygtig, som vi forventer han er,” sagde koncernchef Nils Smedegaard Andersen i 2009 da Robert Uggla tiltrådte som chef i Broström.

Skønt Esplanaden ikke vil løfte sløret for Mærsk-familiens planer for at genvinde toplederposten i selskabet, er der ingen tvivl om, at Mærsk Mc-Kinney Møller håber, at slægten atter vil vise evne til at tage teten.

”Det ligger mig naturligvis på sinde, at familien til stadighed er knyttet til A.P. Møller-Mærsk og gerne ved, at efterfølgere efter mig deltager i selskabets ledelse, når egnede dertil,” har Mærsk Mc-Kinney Møller tidligere sagt.

Robert Mærsk Uggla blev student i 1997 med et meget højt gennemsnit. Robert har tillige en samfundsfaglig universitetsgrad, har gjort tjeneste i den svenske flåde med en særdeles god bedømmelse og blev i 2003 civiløkonom fra Handelshøjskolen i Stockholm.

I foråret 2004 flyttede han til Danmark, da han startede i rederiet på Esplanaden. Og da Mærsk Mc-Kinney Møller i april 2006 besøgte syv byer i USA på en rundrejse til det amerikanske hovedselskab Maersk Inc. gjorde han ophold på kontoret i Charlotte, hvor Robert Uggla var med.

Robert Mærsk Uggla blev med udgangen af 2006 forfremmet til landechef for Maersk i De Forenede Arabiske Emirater samt Oman og Qatar. Som managing director fik han ansvaret for 200 medarbejdere og var en af de yngste landechefer nogensinde i rederiet.

Siden fulgte chefstillingen i det svenske tankskibsrederi i september 2009, og fra 1. maj 2012 rykkede Robert Uggla altså endnu en klasse op som topchef for Svitzer.