Estelle Shipping A/S

I A.P. Møller-Mærsk gruppens vidtforgrenede selskabsnet indgik en række mindre familieaktieselskaber, der har spillet hver deres særlige rolle.

Blandt disse var Estelle Shipping A/S, der var ejet af Mærsk Mc-Kinney Møller sammen med hans tre døtre.

Estelle Shipping A/S blev stiftet 30. april 1993 med en kapital på 500.000 kroner, der blev indbetalt kontant. I selskabets første bestyrelse var underdirektør Per Hugo Møller valgt som formand, mens skibsrederens personlige assistent Lars-Erik Brenøe og direktør Erik Gregers Hansen også var i bestyrelsen. Erik Gregers Hansen udgjorde direktionen.

Vedtægterne blev i øvrigt ændret allerede 1. december 1993, hvor ejerne foretog en kapitalforhøjelse. Aktiekapitalen blev øget med nominelt 500.000 kroner til kurs 9.600. Der blev således indbetalt 48 millioner kroner kontant ved denne forhøjelse.

Pengene blev angiveligt brugt til investering i det amerikanske selskab Dal-Tile, der fremstillede keramiske fliser. Foruden aktieposten i Dal-Tile investerede Estelle Shipping også i andre aktier samt containere. Nogen blændende forretning var det dog ikke altid. I både 1994 og 1995 måtte selskabet foretage nedskrivning på aktiebeholdningen for sammenlagt over 21 millioner kroner. Også i 2001 var der på grund af negative valutakursreguleringer et underskud, denne gang på 1,6 millioner kroner. På dette tidspunkt bestod selskabets aktiver af containere for 17 millioner og aktier for 46,6 millioner.

I april 1996 udtrådte Erik Gregers Hansen både af bestyrelsen og som direktør. Afløseren i bestyrelsen blev Jørgen August Engell, mens Lars-Erik Brenøe blev ny direktør for selskabet.

I 2001 nåede selskabet en bruttofortjeneste på 6,2 millioner. Efter af- og nedskrivninger på containere blev resultatet før finansielle poster på 0,9 millioner kroner mod 1,8 millioner året før. Ligesom året før var der i 2001 store negative valutakursreguleringer og årets resultat var et underskud på 1.635.253 kr. Egenkapitalen udgjorde herefter godt 41 millioner og aktiverne bestod af containere for 17 millioner og aktier for 46.617.010 kr. Aktierne var optaget til anskaffelsessum eller lavere markedsværdi.

Den 15. oktober 2002 vedtaget aktionærerne at likvidere selskabet, hvilket skete 17. februar 2003. Ved den solvente likvidationen blev der udbetalt næsten 82 millioner kroner til selskabets fire ejere, efter at alle kreditorer var betalt. Timingen for selskabets opløsning kunne indikere, at Estelle Shipping A/S var blandt sælgerne af aktier i december 2002 til Familiefonden, eller på anden måde havde aktiver, der indgik i fusionen.

Estelle Shipping A/S
Aktieselskabsnummer: 210.776
CVR-nr. 16902888
Stiftet: 1993
Ophørt: 2003

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.